Kommunens femte kunstgræsbane placeres også i Tåstrup
I Fløng-Hedehusene Fodbold er vi naturligvis skuffede og på ingen måde enige i afgørelsen, men må samtidig anerkende det grundige stykke arbejde, der danner grundlag for beslutningen.
Derudover glæder vi os over det tydelige signal der sendes, omkring behovet for en bane i 2640-området. Vi håber ikke at skulle vente alt for længe på denne.
Læs Idrættens Samråds tilbagemelding her:
--------------------------------------
Til: Alle fodboldklubber i Høje Taastrup Kommune Høje Taastrup, den 16. januar 2023
Vedr.: Anbefaling af placering af ny kunstgræsbane i Høje Taastrup Kommune
Idrættens Samråd har på et møde i sidste uge besluttet anbefaling af placering af ny kunstgræsbane i Høje Taastrup Kommune.
Vi takker for de mange udtalelser omkring placering, som er modtaget fra fodboldklubberne. Udtalelser og materiale til beslutning har været drøftet grundigt.
Med baggrund heri har et enigt Idrættens Samråd besluttet at pege på en placering på Nyhøj, Sydskellet 1, 2630 Taastrup. Anbefalingen begrundes i, at færrest mulige børn skal flyttes til anden lokation.
Det har været en vanskelig beslutning, og vurderingen er, at der også er behov for en ekstra kunstgræsbane i den vestlige del af Høje Taastrup Kommune, hvilket vi naturligvis vil gøre opmærksom på i vores svar til Fritids- og Kulturudvalget.
• Der lægges, som nævnt, især vægt på antallet af børn og unge i anbefalingen om placering af banen.
• Herunder også antallet af spillere, der skal pendle fra det ene område til det andet.
• Idrættens Samråd forudsætter, at der samtidig tilføres driftsmidler til pleje af den nye kunstgræsbane.
• Det er vigtigt, at kunstgræsbanen står klar til sæsonstart i uge 43 i 2023, da banen indgår i timefordeling 2023-2024.
o Der skal være størst muligt samarbejde med TIC og fodboldklubben TFC omkring banens etablering
• Idrættens Samråd vil arbejde aktivt for at få anlagt endnu en kunstgræsbane i Hedehusene / Fløng – en udvidelse vi kan se, der er et stort behov for.
Vi er klar over, at anbefalingen glæder mange, men også skuffer andre. Vi har anstrengt os for at træffe en så objektiv beslutning som muligt.
Venlig hilsen
Idrættens Samråd
------------------------------------------------------------------------